Jeg kunne ikke holde ud at blive misforstået hele tiden. Jeg følte, at lige meget hvad jeg sagde, så blev det vendt imod mig. Hun blev såret og jeg blev vred og diskussioner gentog sig selv om og om igen. Ingen løsning – bare en gentagelse. Da vi begyndte i parterapi, troede jeg ikke rigtigt på det – men det kom jeg til. Jeg har fundet ud, af hvordan jeg kan sige det, jeg har på hjerte uden at det bliver til en konflikt pga misforståelser. Det har virkelig været en øjenåbner.

Jeg troede aldrig, jeg skulle være den, der var utro. Jeg skammede mig og var sikker på, at alt var ødelagt. Terapien hjalp mig med at tage ansvar – uden at drukne i skyld. Det vigtigste var, at vi fik talt om, hvorfor det skete, og hvad der havde manglet mellem os. Det har ikke været let, men i dag har vi en ærlighed, vi aldrig har haft før.

Vi havde nær mistet hinanden. Utroskaben føltes som et jordskælv, og alt var i stykker. Terapien blev et fast holdepunkt, hvor vi kunne forstå smerten – og hinanden. Langsomt genopbyggede vi tilliden. I dag er vi ikke de samme som før, men vi står stærkere. Vi tør sige det svære højt – og vi tør elske hinanden igen.

Jeg levede med en enorm skyld og forstod ikke engang helt, hvorfor det var sket. Terapien blev et sted, hvor jeg kunne være ærlig uden at blive knust af skam. Det handlede ikke om, at jeg ikke elskede min mand – men om, at jeg var blevet så ensom i vores forhold. Vi har haft de sværeste samtaler i vores liv, men også de vigtigste.

Vi havde sex, men snakkede aldrig om det. Vi snakkede slet ikke om hvad vi kunne li, hvordan det føltes, hvad vi savnede eller hvad vi kunne ændre på. Da vi flyttede sammen og det blev hverdag blev der længere og længere tid imellem. Vi savnede forelskelsens gnist og at sex kom naturligt til os, osse selvom vi ikke snakkede om det dengang. Det var meget lettere. Vi anede ikke hvad vi skulle gøre ved det. Efter at have været i terapi er det blevet meget bedre.